Fødsel – Den ultimative test

 

At føde lille M. er til dags dato min største bedrift. Aldrig i mit liv har jeg følt mig så levende.

En følelse af at der ikke var den ting jeg ikke kunne overkomme. Min krop kunne klare alt.

Lad os lige tage en lille pause hvor vi hylder kvinde kroppen, for den er jo intet mindre en fantastisk.

Tænk at vi kan klare at presse så stor en ting, ud af så lille et hul. Ja, selv for mig, som er sundhedsuddannet, er det et mirakel. Jeg har svært ved at forstå hvordan det kan lade sig gøre.

Tænk at man kan det, uden at dø af det. Det er godt nok fantastisk.

Min fødsel gjorde at jeg opfattede verden, og andre kvinder med børn på en helt ny måde. Jeg havde den dybeste respekt, for det de havde udrettet.

Hvis jeg så de havde mere end et barn, havde jeg lyst til at løbe hen til dem og uddele en medalje. For det fortjente de om nogen.

Efterfølgende har jeg flere gange tænkt i mit stille sind, måske har jeg også råbt meget højt omkring det – jeg er ikke typen der går stille med dørene, hvordan kan det være at kvinder bliver behandlet som det svage køn.

Vi går i 9 måneder og bliver tortureret indefra, med spark imellem ribbenene, opkast, døgnkvalme, konstant tissetrang, ufrivillig vandladning, sure opstød etc. for til sidst at føde barnet med en smerte der svarer til at brække 20 knogler på en gang, og presse en baby ud af et hul på størrelse med et fingerbøl, for derefter at smile og sige det var da ingenting, jeg gør det da gerne igen 1. 2. 3. eller måske 4. gange.

Et par timer efter vi har født, står vi op kl dolk for at fodre vores afkom, mens vi tilsidesætter vores egne behov, og denne tilsidesættelse varer sådan ca. de næste 18 år. Lad os lige dvæle ved det.

Hvordan filan er man nogensinde kommet frem til det er kvinderne der er det svage køn. Er det udelukkende baseret på vi ikke kan åbne et syltetøjsglas og har den samme muskelkraft som mænd. Jeg forstår det simpelthen ikke.

Helt tilbage i undfangelsesfasen, hvor vi kun er små haletudser, er det kvinderne der er de mest hårdføre og stærke. Men vupti, når du bliver født bliver du nedgraderet til, at det er manden der har bukserne på og er den stærke i flokken. I dont get it.

Kvinder er efter min overbevisning, et magisk væsen, der er bygget til at tilsidesætte sine egne behov. Vi rejser os op, og klarer jobbet som blæksprutte, mange gange uden anerkendelse. Vi gør det, fordi vi ved, at der ikke er nogle andre der gør det. Vi passer vores børn og overøser dem med kærlighed, på trods af vi glemmer os selv og vores behov. Vi støtter vores mænd, og står bag dem, tænker for to og handler i stilhed og får dem til at tro det var deres ide. Vi er intet mindre end fantastiske væsner.

Til tider kan vi også være en torn i øjet, men lad os lige bruge dette indlæg til at få det godt med os selv. Alting til sin tid. Kritikken må vente til et andet indlæg.

Jeg vil vove påstå, at en verden uden kvinder, ville være et stort kaos, hvor der aldrig ville blive gjort mere end en ting af gangen. Når, nok om det. Det bliver nok ikke sidste gang i kommer til at høre mig kommentere på kønsroller og rollefordeling. Jeg bruger meget tid på at reflektere over dette, måske lidt for meget tid. Det kan være jeg skal spørge min mand 😉

Jeg synes man burde hylde alle kvinder, til andet end mors dag. Hvilket i sig selv er en lam tradition, som af flere mænd overhovedet ikke bliver prioriteret. Det burde være den vigtigste dag, hvor de gør alt for at takke deres dejlige kone/kæreste, for at have ødelagt sin krop og givet afkald på sin selvstændighed de næste 18 år. For at imødekomme den fælles drøm om en kernefamilie.

Jeg har flere gange tænkt, hvornår er det dronningen indkalder mig til uddeling af en medalje. Det har jeg da om nogen fortjent, efter alt det jeg er gået igennem. Jeg har ventet i 8 måneder i skrivende stund. Hun er nok kommet til at sende invitationen til en forkert adresse.

Min fødsel, var i manges øjne nok drømme versionen eller fødsel light.

I min verden, var det det mest hårde, mest smertefulde og mest frygtindgydende jeg nogensinde har oplevet.

Vi havde om morgenen fejret min mands fødselsdag, da jeg bliver opmærksom på jeg har lidt ondt ( no wonder ) og ikke har mærket så meget liv de sidste par dage.

Da det er skt. paddys day, har jeg sendt min mand i byen, for selv at gøre mig klar til dagens festivitas.

Jeg ringer til ham, og fortæller ham om min bekymring. Vi bliver enige om, vi nok hellere må ringe ud til fødemodtagelsen.

På fødemodtagelsen siger de, at de synes vi skal komme ind og blive tjekket.

Min mand kommer og henter mig, og vi kører sammen derind, uden tasken som vi troligt har pakket.

Det er 2 uger før tid, det er min mands fødselsdag, og vi har ikke i vores vildeste fantasi forestillet os at det er dagen hvorpå vi bliver forældre.

Da vi kommer ind på hospitalet, sætter de måleudstyr på min mave, og imens jeg ligger der, bliver det hurtigt klart at alt ikke er som det skal være. M’s hjertekurve ligger højt, og hun er stresset.

De kommer hurtigt frem til der er noget galt. De mistænker grønt fostervand og moderkageløsning. Det bliver meget hurtigt meget seriøst.

De beslutter at tage vandet, og sætte fødslen igang. Imens de forbereder os på, at det kan ende i et akut kejsersnit. Jeg husker alt det her, som var det en drøm. Det hele sker lidt over hovedet på mig, og jeg har ikke nogle muligheder for at stikke af. Jeg er rædselsslagen, og på ingen måde klar til at føde.

Et par dage inden det går løs, får jeg et mindre panik anfald. Jeg har igennem hele graviditeten haft det fint med tanken om at lille blop også skal ud en dag. Men da vi nærmer os får piben en anden lyd. Jeg går i panik, da jeg;

1. Har svært ved at se regnestykket gå op – Et styks lille menneske ud af et meget lille hul, kan umuligt ende godt.

2. Minus x Minus giver det plus. Det kan jeg umuligt forestille mig i denne absurde situation.

3. Jeg har ikke lyst, og har på magisk vis glemt alt det der er blevet sagt til fødselsforberedelse.

4. Jeg magter det ikke.

Da de tager vandet, måler de at jeg er 3 cm åben. Sagt på en anden måde kan de se jeg er i fødsel, så det forklarer smerterne ret godt. Jeg har nu et sikkert bevis på at min smertetærskel er sindssygt høj.

Selvom jeg er i fødsel, og de har taget vandet og jeg ligger der helt blottet med vand fossende ud af fisseletten. Er det stadig ikke gået op for mig, vi er kommet til slutspurten. Jeg spørger gentagne gange om vi kan tage hjem. Hvor alle på stuen kigger på mig som om jeg joker. Jeg spørger sågar min mand, om han har husket at købe noget lækkert med hjem fra fiskemanden, til senere hvor vi skal have frokost. Alle griner, og prøver at få mig til at forstå det er idag jeg bliver mor.På trods af dette tænker jeg stadig

” Jamen, hvad med den gravad laks? “.

Vi er et kønt par min mand og jeg, jeg ligner en der lige er stået op, hvilket jeg på sin vis også er. Min mand sidder der i sin skt. paddys trøje og ligner mest af alt en celtic alf taget direkte ud af Dublins gader. Flotte og forberedte på dagens hændelser, not.

Fødslen går sindssygt stærkt, set i bagspejlet måske for stærkt. Fra de tager vandet går der 6 timer, så er lille M. født og vi kan fejre dobbelt fødselsdag.

Fra start til slut var det en helt sindssyg oplevelse, hvor jeg bare flød med. Jeg panikkede flere gange, hvilket jeg også fik gjort klar overfor min bedre halvdel. Jeg havde lyst til at forsvinde.

Det er første gang siden jeg bliver gravid, at jeg bliver konfronteret med følelsen af ikke at kunne stikke af, og det er rædselsfuldt. Jeg har altid været en fri fugl, der har haft brug for luft for ikke at føle mig fanget og denne frihedsberøvelse uden mulighed for at stikke af, er næsten ikke til at bære. Jeg siger til min mand, at jeg har lyst til at trykke på en pause knap også vende tilbage når jeg er klar, eller måske hyre en anden til at tage tjansen og bare komme retur når mit smukke yngel valgte at melde sin ankomst. Pludselig virker en rugemor ikke som den værste idé, men sket er sket og ud skal hun om jeg vil det eller ej.

Min krop er pludselig bare et værktøj, hvor jeg ikke selv er herre over hvad der kommer til at ske. Dette var virkelig voldsomt at indse og erkende.

Da den første rigtige lange ve kommer, siger jeg til kækt til jordemoderen, hvis det bare er sådan her det føles, så bliver det intet problem. Hun griner og siger, lad os tales ved om et par timer, så har tonen nok fået en anden lyd. Jeg tænker hvad faen snakker hun om, jeg er god til det her fødsel. Jeg blev dog meget klogere.

Fordi de havde mistanke om at det her kom til at gå stærkt, blev jeg meget hurtigt tilbudt et lavement. Jeg har altid gruet for om man der midt i ekstasen over at være ved at føde et barn, kom til at ligge en ordentlig dej midt på lejet, som baby bare gled ud i. En stor brun velkomst. AD. Så jeg var hurtig til at takke ja, hvilket jeg under toilet seancen fortrød op til flere gange. Dem som har prøvet det ved;

1. at have diarre og veer på samme tid, det er en helt kategori for sig selv. Fy for satan og av for helvede. Det burde være fysisk umuligt for kroppen at presse i begge ender på samme tid.

2. Man sidder på lokum og frygter for om det er netop nu baby vælger at kigge ud, og det første vedkommende ser er en stor brun masse.

3. Det er langt fra noget man forestiller sig, når man tænker på en fødsel. Det er bare ikke det romantiske glansbillede man ser på film. Du ser ikke lige Cameron Diaz på lokum efter klyx med veer. Når det så er sagt burde de vise denne del af det, for det fylder en del.

4. At få skudt 1 liter væske op i endetarmen, for derefter at ligge på siden og vente et kvarter før man må gå ud at tømme ryggen, er fysisk umuligt. Jeg holdte kun i 5 min.

Da veerne begyndte at tage rigtig fat, fortrød jeg virkelige min kække kommentar. For er du sindssyg det gjorde ondt. Jeg begyndt hurtigt at tigge om smertestillende, men hele nedtrængningsfasen gik så stærkt, at vi hurtigt var ovre det punkt for de kunne tilbyde mig noget. Vupti dupti, fødsel uden smertestillende til mig.

Det eneste de kunne tilbyde mig var lattergas, så den fik så hatten passede og er du gal den gjorde underværker. Aldrig i mit liv har jeg elsket drugs så højt som den dag. Det var den bedste følelse.

Vi nåede meget hurtigt til pressefasen.

Til de læsere som ikke har født kan jeg fortælle, at kroppen forvandler sig til en stor stempelkande, der presser helt oppe fra halsen og ned. Stempelkande stemplet kører automatisk, og du har ingen kontrol over dens bevægelser. Det er den vildeste og mest chokerende nogensinde. Tænk at ens krop kan det.                                                                                                                                    Der var faktisk en jordemoder der fortalte mig, at en kvinde i teorien kan føde selvom hun er i koma, pga. af denne egenskab. Kroppen er designet til ved egen kraft, at kunne presse en baby ud. Det var fuldstændig vanvittigt at opleve.

Pressefasen varede nogle timer og var afsindigt hård men på samme tid også ekstremt forløsende.

Jeg kan huske min jordemoder flere gange sagde, husk at træk vejret, fokuser på din vejrtrækning, gisp. Jeg tænkte, uden at sige det højt fordi jeg var så travlt optaget jeg ikke kunne fremstamme et ord ” Det der fødselsforberedelse er totalt overvurderet. De taler alle sammen om vejrtrækning og hvor vigtigt det er. Det de bare har glemt at sætte ind i ligningen er, at det er en fysisk umulighed når kroppen trykker stemplet i bund og det sted hvor ens lunger plejer at være er udfyldt af de resterende organer der har været forsvundet igennem hele graviditeten. Jeg kan ikke få luft og mine lunger har ikke plads til at udvide sig.

Kort sagt, kunne jeg ikke bruge meget af det jeg havde lært til fødselsforberedelse. Da min fødsel langt fra gik som gennemsnittet. Den romantiske nedtrængningsfase hvor man spiller uno og venter på barnet trænger ned i fødekanalen, mens man siger av og spiller videre. Det var ikke en realitet i mit tilfælde, det skete faktisk så hurtigt jeg ikke anede det var det der skete.

Fra pressefasen startede gik det stærkt, jeg prustede og stønnede og til sidst nåede vi til slutspurten.

Lille M. havde svært ved at få vendt sig rigtigt, hvilket resulterede i at hun lå skævt i bækkenet. Hun kom ud med toppen af hovedet og forsvandt op igen i dybet. Jeg kunne fornemme der begyndte at sprede sig lidt panik, og da jeg kastede et hurtig glimt på monitoren kunne jeg se hun var stresset inde i maven, og tiden var til hun skulle ud, nu.

De kaldte en læge, og jeg kunne høre de lagde op til enten at tage hende med kop eller klippe mig. Begge ting har jeg frygtet, lang tid inden jeg nåede til fødslen, og jeg var fast besluttet på at det ville jeg ikke.

Min mand hviskede mig i øret ” Så skat. Nu er det slutspurten, du kan godt ”

Hans ord gav mig en voldsomt kraft, og jeg besluttede at jeg ville have hende ud. Så måtte det briste eller bære ( Det udtryk har fået en hel anden betydning efter man har presset et barn ud ). Jeg har aldrig presset så hårdt i mit liv, og jeg tænkte kort “Det kan godt være i alle sidder klar til at modtage min datter i det forreste hul, men jeg er sikker på hun har valgt den forkerte udgang”. Jeg pressede med alle kræfter 2 gange, og pludselig hørte jeg jordemoderen sige ” Jeg tror ikke vi får brug for lægen alligevel, hun er født inden han når herned “, hun fik ret.

Jeg lå på ryggen, med benene trukket unaturligt langt op under hagen. Da hovedet kommer ud.

Jordemoderen twister hende rundt, og pludselig får jeg øjenkontakt med mit lille menneske, imens hendes krop stadig ligger indeni mig. Det var det mest sindssyge og knap så romantiske øjeblik som folk beskriver.

Hun var helt presset sammen i ansigtet, efter flere timer hvor hun havde siddet fast. Hun kiggede på mig med nogle øjne der sagde, Hvem fanden tændte lyset. Det var så syret og uvirkeligt, og jeg kan stadig tage mig selv i at sidde og smile over alle de tanker der vælter igennem mit hovede når jeg tænker på netop dette øjeblik.

Resten af fødslen husker jeg som peanuts. At føde kroppen var mest af alt forløsende, og kom næsten af sig selv.

Følelsen af at få sin datter op på brystet var så dejlig og uvirkelig, som om det var en drøm. Jeg tror alle mødre altid vil huske den følelse, det er bare noget helt specielt.

Lille M. kom sig hurtigt, og efter et hurtigt tjek trak hun vejret og klatrede op ad min mave til brystet. Hun var simpelthen, helt objektivt set, selfølgelig, den smukkeste lille pige i hele verdenen.

Når alt dette er sagt, er det tid til at erkende et stort tabu.

Jeg elskede ikke min datter fra første blik.

Jeg var i chok, omtumlet ovenpå den seriøse mængde lattergas jeg havde indtaget og fuldstændig ved siden af mig selv. Dette var noget jeg kæmpede med meget længe.

I mit tilfælde, var det umuligt for mig at forelske mig fuldstændig i et lille menneske jeg ikke kendte. Det kom dog heldigvis senere hen. Det tog bare længere tid, end jeg havde forventet. Og i en periode følte jeg mig som verdens dårligste mor. Jeg følte jeg fejlede på alle måder. Hvordan kunne det være at alle andre end jeg forelskede sig ved første blik. Var jeg virkelig så forskruet.

Svaret er ja, jeg var ude i torvene og har været det længe inden jeg fødte. Dette var jeg dog ikke bevidst om, det blev jeg først senere hen. Jeg fandt ud af jeg havde gået med en depression, længe inden fødslen, denne var bare ikke blevet opdaget. Dette lagde en dæmper på glæden og den første tid. Når det så er sagt, depression eller ej. Har jeg løbende erfaret, at det langt fra er flertallet der får den stormende følelse af forelskelse når baby kommer til verden. Det er bare ikke noget særlig mange tør at indrømme.

Jeg tænker grunden til dette er frygten for at blive stemplet som dårlig mor, og i visse kredse blive udstødt. Der er så mange der har svært ved at forstå hvordan man kan have det sådan.

Sådan som jeg ser det, er der flere faktorer der gør at man ikke elsker sig barn ved første øjekast men det er okay og det er faktisk helt normalt.

En ting er sikkert, jeg lover jer det kommer.

Den dybe forbindelse man har til sit barn kommer. Men alting til sin tid, og indtil da fake it till you make it.

De har brug for nærvær og omsorg og med det kommer kærligheden.

xoxo

Inkognito mor