Velkommen!

 

Hokus Pokus, det er tid til at sætte mor i fokus.

Jeg blev mor til en dejlig lille pige i Marts 2018.

Jeg har altid drømt om den dag, hvor jeg skulle stifte familie, hvor det blev min tur til at få min egen lille baby.

Jeg levede i glansbilledet, og den romantiske drøm om hvad det ville sige at blive mor. Jeg tænkte i mit naive sind, at jeg var født til at blive mor.

Jeg er den mellemste af 3 piger, og har altid fungeret lidt som den moderlige rolle i søskende konstellationen. Jeg blev dog klogere med tiden.

Jeg havde en forestilling om ren idyl, hvor mor og far bare knus elsker deres barn, og alt går op i en højere enhed. Det skulle også vise sig, at blive helt anderledes.

Alt i alt, fik jeg et realitetstjek af dimensioner, og glansbilledet, om kernefamilien, jeg så mange gange har forestillet mig, krakelerede fuldstændig.

Der er intet der er så perfekt, som det fremstår på de sociale medier eller i film. Men netop disse platforme får alle os andre til at føle os dårligt tilpas, fordi det sætter en standard og et mål for, hvordan du bliver den perfekte mor. Vi spejler os i denne illusion, og tror at det er sådan virkeligheden ser ud. Ydermere er det ud fra disse fuldstændige urimelige kriterier resten af verdenen dømmer dig. Fordi du ikke er alene om at leve med skyklappere på.

Jeg er kort sagt træt af, at skulle svømme med strømmen for at blive accepteret som mor.

Jeg gør det på min måde, med min tilgang til hvad det vil sige at være en god forælder. Min datter M trives, så noget må jeg da gøre rigtigt.

Jeg har valgt at skrive denne blog anonymt, da jeg endnu ikke er klar til at stå frem med navnsnævnelse, og blive konfronteret med mor-politiet og folk omkring os, med deres dømmende blikke.

Jeg gør det så godt som jeg kan, men jeg er langt fra perfekt. Jeg trives ikke 100 % i mor rollen, og nogle dage kan jeg tænke der må være nogle der har glemt deres baby, for det kan umuligt være min.

Jeg er ved at nå dertil, hvor hverdagen er blevet til at holde ud, men det har været en lang og sej kamp.

Jeg elsker min datter, idag. Men vejen dertil var lang, og det har været en hård kamp.

Jeg er villig til at dele min viden og de erfaringer jeg har gjort mig hen ad vejen, når glansbilledet krakelerer og det hele ikke er en dans på roser.

Jeg håber at kunne inspirere nogle af jer, og støtte jer i, at det ikke er alle der stortrives i mor-rollen, og det er ikke alle der finder den lykkelige symbiose til at starte med OG det er OK. 

Vi kan godt være gode forældre selvom vi ikke elsker vores yngel fra første blik, træner, bruger makeup eller tager selfies af ligegyldige opstillede ting eller nogle dage bad.

Det er okay at synes det er hårdt, og mest af alt drømmer om at blive syg ( Ikke noget alvorligt, bare nok til man kunne tage nogle dage fri ).

Det er okay, og tro mig. Du er ikke alene. Der er bare ikke mange der tør sige det højt og stå ved det.

Jeg har valgt at give jer et indblik i min hverdag, på godt og ondt. Det er ærligt, til tider over grænsen og med et twist af humor og ironi. Jeg håber i vil følge med, og bruge denne blog som inspiration.

Xoxo Inkognito Mor