Graviditet uden filter

Kort sagt, og hudløst ærligt, var min graviditet lort fra start til slut. 

Foruden flotte store, men voldsomt ømme mælkefyldte patter. Var der ikke den store bonus ved at være gravid. Tværtimod var det en lang skuffelse, hvor ikke en gang en brøkdel af mine drømme og forventninger blev indfriet. 

Min graviditet, kort fortalt, kom bag på både min mand og jeg.

Jeg havde netop afsluttet et stort arbejdsprojekt og havde mildest talt været stresset, uden tid til at overveje mit støt voksende pik slips.

På trods af min underlige hårvækst på maven var gået hen og blevet sort, ømme bryster der føltes som om de var ved at sprænge, oppustet mave, kvalme, træthed og med det i ménde at jeg ikke kunne nævne dagen for min sidste menstruations dag, ramte det os alligevel som lort fra en klar himmel. 

Vi var på ingen måde der, hvor det var det der skulle ske. Så det ramte os med 110 km/t. 

Den dag vi fandt ud af det, var vi i sommerhus med min mor.

En morgen begyndte hun at drille mig med den flotte moustache jeg var ved at anligge på maven ( Det skal lige siges at ikke engang det havde jeg selv fået øje på ).                        Lige pludselig går den drillende tone over i alvor, hun kigger mig i øjnene og siger “Du er ikke gravid, vel?” Jeg svarer med en kvik kommentar, som altid, men efter et par sekunders undren over hendes mærkelige spørgsmål rammer det mig.

Jeg kan faktisk ikke afvise det, for jeg har ingen anelse.

Vi skal til koncert om aftenen, så vi tager en kollektiv beslutning om, at det bliver vi simpelthen nødt til at tjekke inden den mængde bajsere vi har planer om at indtage, bliver en realitet.  

Vi kører i samlet flok ned i supermarkedet, ingen af os siger specielt meget på turen. Det er som om at alvoren rammer os alle.  

Jeg står ved båndet, og kan mærke angsten og panikken sprede sig… Hvad F*** gør jeg hvis den er positiv, jeg aner ikke mine levende råd. Jeg fryser i situationen. 

Et år forinden mistede vi en lille spunk i 3 måned, og dette sidder stadig dybt i os og er langt fra bearbejdet. Vi er stadig i en slags sorg proces.  

Jeg køber 2 graviditetstest og en pakke prince light. Den sidste nadver. Kassedamen kigger noget skævt til mig, hvilket jeg måske godt kan forstå, når man kigger på mit udvalg af varer. Jeg smiler til hende, og prøver at ligne en der er sendt i byen af min søster, men jeg føler at hun kigger lige igennem mig og allerede har sendt en ansøgning afsted til de unge mødre. Mit unge ydre er helt klart ikke en fordel i den her situation.

Da vi kommer hjem, tisser jeg på en pind, og indenfor et par sekunder kommer der to streger frem. Der er ingen tvivl. Den er møghamrende positiv. 

Jeg fornemmer hvordan de andre nærmest holder vejret inde i stuen, og da jeg kommer ud med min urinfyldte pind. Står det klart. Vi skal have en baby. 

Jeg er sindssygt splittet, på den ene side er jeg glad og lettet, på den anden er jeg rædselsslagen. 

Herfra starter mareridtet og den evige frygt for at miste.                             

Igennem hele graviditeten er frygten så stor, at jeg går i et konstant sort net af bekymringer. Så store at jeg er bange for at knytte mig til det lille væsen der lever indeni mig.

Jeg tør ikke give mig hen og give slip som første gang jeg blev gravid. Sorgen fra sidst sidder så dybt i mig. 

Hele min graviditet er mørk og tung. Fra start sænker der sig et forfærdeligt apatisk mønster, hvor jeg hverken føler glæde eller sorg. Jeg er bare.

Resten af min familie, inkl. jeg selv joker ofte med dette. Jeg har forvandlet mig til det blideste lam.

Jeg er så chilleren man skulle tro jeg ikke lavede andet end at ryge den ene pind efter den anden. Jeg har tidligere haft et kæmpe temperament, dette forsvandt som dug for solen, nærmest på dagen jeg fandt ud af at jeg var gravid. Dette var langt fra et sundhedstegn, dette blev jeg dog først klar over meget senere. 

At min krop så vælger at modarbejde mig i 9 måneder, gør heller ikke sagen meget lettere. 

Da jeg er 3 uger henne, begynder kvalmen. Ikke bare den romantiske morgenkvalme, alle taler om med et smil på læben. Nej Døgnkvalmen. Altså, for at skære det ud i pap. Kvalme i alle døgnets 24 timer. Kvalme der er så styg, at jeg kaster op 16+ gange om dagen.

Kvalme der gør, at det eneste jeg kan få ned i de første 3 måneder, er appelsiner og mariekiks. Jeg sværger, bare synet af en mariekiks, kan få mig til at ørle, selv 8 måneder efter jeg var gravid. 

Jeg lider virkelig, og er nærmest sengeliggende. Det ene tager det andet. Der er ingen ende på bekymringerne. 

Som om det ikke skal være nok, lider jeg de sidste to måneder af nærmest konstante plukveer, hæmorider og lyskebrok.

For dem som ikke har oplevet flere timer med voldsomme plukveer.

Så føles det lidt som om at man bliver omrokeret indefra og at baby er begyndt at overveje hul nummer 2 som udgang. Det er virkelig ubehageligt, når det står på i flere timer. For så slet ikke at nævne den konstante bekymring for, om fødslen gik i gang før tid. 

Jeg havde fra jeg var helt lille, drømt om den dag hvor jeg blev gravid, og skulle have min egen lille baby. Jeg har passet børn i mange år, og har altid elsket børn. 

Jeg havde her dannet mig et rosenrødt glansbilledet, som igennem årenene havde fået fyldt en masse benzin på af alle de amerikanske film man har set, samt picture perfect på de sociale medier. Jeg var overbevist om, at det der graviditet, det var lige mig. Jeg blev, og er stadig, møghamrende skuffet. 

Den store flotte runde mave, den kom aldrig. Jeg tog kun 9,5 kg på, så det jeg havde var en lille rund mave, hvor massefylden var så lille at jeg gik hen og fik et lyskebrok. Tyngden ned af var for stort ifht. det lille areal baby havde at bolte sig på. Så hokus pokus, min tarm valgte at komme i fokus. Det var sindssygt smertefyldt, og bare tanken om at min tarm hang og dinglede nede i skridtet ( stærkt overdrevet ) var ikke til at bære.

Jeg havde glædet mig til at vold fråde, bare fordi jeg kunne, og fordi jeg skylde skylden på baby og babys trang til chokolade. Det skete ikke. Bare tanken om at spise andet end appelsiner og kiks gjorde mig dårlig.

Jeg har altid set frem til bare at kunne kaste i hovedet, og nej mor-politi, man skal ikke spise for to bla bla bla. men for mig var det drømmen. Min mand skulle elske mig, fordi jeg bar hans afkom i maven, og så måtte vi jo løse regnstykket med de ekstra kilos bagefter.

For mit vedkommende, var det kampen om at få nogle kilo på igen og komme op på den gode side af det rigtige bmi, der fyldte. 

Her blev jeg gentagne gange skammet ud, primært af andre mødre. Jeg skulle da være lykkelig for hvordan jeg så ud. Der var ingen forståelse at hente. 

Alle overraskelserne var i negativ form. 

Hæmorider…. Den dag den første meldte sin ankomst kunne jeg have skudt mig selv… Langsomt. Jeg valgte, som alle jo ville gøre (ironi kan forekomme), at involvere min kæreste i det imens jeg stor tudede. Hans kommentar var endnu mere rystende, “Jamen skat, det eneste du kan gøre er at stikke den op igen”. WTF ingen yderligere kommentarer.  

Skede OG anal kløe. Jeg har stadig ikke fundet en faglig redegørelse for hvorfor, men jeg kan se på div. blogs. Jeg er ikke den eneste.

Jeg undrer mig dog stadig, hvad skal det gøre godt for?

En ting er foran, der er en form for logik. Men hvorfor bagi… Og så den øgede mængde udflåd, hvilket i sig selv er et virkelig klamt ord. Skedesnask. Ej det blev det ikke meget bedre af. Snaldis? Niagrafalls imellem benene. Never mind. Klamt er det. 

Det virkede som om at hele mit underliv forberedte sig, ved at gøre mit underliv til en ting imellem en svømmehal og et loppecirkus. Ikke af den charmerende slags, langt fra. Jeg har aldrig i mit liv kløet mig så meget.

Udefra set, må det have set ud som om jeg havde fået fnat. Jeg blev simpelthen mester i gakkede gangarter når jeg, en sjælend gang, var udenfor en dør. At trusserne sidder fast i revnen, var bare en lam undskyldning for at kunne kløe igen offentligt. 

Når, tilbage på sporet. 

Når jeg har fået afløb for mine frustrationer og plads til min sorg, for alt det jeg føler jeg gik glip af. Så havde min lille datter det som blommen i et æg, fra start til slut. 

Hun øvede sig på at kravle, allerede da hun lå inde i maven. Det var som regel op imod mine ribben eller mavesækken.

Som om jeg ikke havde kastet nok op, så skulle lille M gentagne gange lige teste om min mavesæk var helt tom. Dette skete som regel de dage, hvor jeg faktisk havde fået aftensmad. Sejr?! Not. 

Hun viste fra start hendes temperament, og vi havde mange samtaler igennem maven. Hvor hun kvitterede med et spark, hvis hun syntes jeg lå forkert eller talte for meget. 

Jeg var som i nok kan fornemme hårdt ramt af graviditeten. Når folk var begejstret på mine og min mands vegne, fakede jeg den reaktion de ville se. 

Jeg var ikke god til at fortælle hvordan jeg virkelig havde det, i frygt for hvordan andre ville opfatte mig. 

Jeg følte at jeg var den eneste i verden, der ikke kunne lide at være gravid. Jeg har dog senere lært at der er mange der har det ligesom jeg. Men det er så tabubelagt at sige højt, at da jeg stod i det, følte jeg mig som palle alene i verdenen. 

Til alle de gravide der fortæller hvor fantastisk det er, vil jeg sige… 

Hvis du trives med; sure opstød, karatespark der føles som om baby er ved at omrokere dit røvhul og vælge den forkerte udgang, evig tissetrang og en blære der er ved at eksplodere, øget sekret i tissekonen og kløe i begge ender. Dyb respekt herfra.

Til alle jer andre, drop glansbilledet, lev i nuet.

Det er ikke så fantastisk som på film. Det er benhårdt arbejde, når ens krop bliver besat af en lille alien, og det er okay ikke at synes det er fantastisk. 

Det betyder ikke at du ikke elsker det lille menneske du er ved at kreere inde i maven, tværtimod. Det er kærlighed til det lille væsen der gør man kommer igennem en hel graviditet. Og heldigvis, glemmer man med tiden, hvor hårdt det er. 

Ellers ville man i mit tilfælde aldrig få mere end et barn. Hvilket stadig ikke er helt aktuelt, men nok bliver det med tiden. 

Til de af jer, som er gravide og læser dette. 

I har min fulde opbakning, og det er okay at sige højt hvor røvhamrende hårdt det er. 

Lad være med at slå dig selv oveni hovedet. Du er langt fra alene. 

Lad os i samlet flok bryde tabuet, og vise det sande billede. 

Graviditet er hårdt arbejde, og langt fra en dans på roser. 

Xoxo 

Inkognito mor